Søg

Indre Mission i Auning

Auning Missionshus er opført i 1915.

Allerede fra ca. 1868 har der været forkyndelse fra både Indre Mission og grundtvigianere i Auning. Det var dygtige præster og lægprædikanter, som fandt opbakning i byen. Der var en mindre kreds af ’missionske’ og en mindre kreds af ’grundtvigske’ i byen.

Indre Missions hovedtanke er en kristen livsførelse med bl.a. fokus på bibellæsning og afstandtagen til diverse nydelser som fx alkohol.  

Som man kan læse i Randers Dagblad i 1886 og Randers Amtsavis fra 1890 blev der afholdt missionsmøder i Auning ved Auning Station og på Auning skole. 

Klip fra Randers Amtsavis 1890
Missionshuset blev indviet den 15. oktober 1915 af pastor A Busch fra Feldballe.

Den indremissionske missionær Valdemar Hansen flyttede til Auning i 1914 og han var med til at opføre missionshuset på Kirkegade 9D. I 1916 blev der oprettet en BlÅ Kors-afdeling tilknyttet Missionshuset. Blå Kors Danmark er en kristen social hjælpeorganisation, som hjælper udsatte mennesker, hjemløse, misbrugere og deres børn. Den blev grundlagt i Danmark i 1895. Kilde: Jyske Byer og deres mænd, s. 229.

Disse to indsamlingsbøsser stammer fra Auning Missionshus. Blev indleveret til Sønderhald Egnsarkiv i 2002 umiddelbart efter at missionshuset blev solgt.


Grundtvigianismen i Auning
Kirkelig Forening blev dannet i Auning i 1915 med Fru købmand Foersom som formand. Foreningens formål var at forkynde de grundtvigske tanker. Foreningen var dog nærmere blot en praktisk foranstaltning, for den grundtvigske forkyndelse havde været i gang i mange år, særligt med Pastor Clausen-Bagge fra Øster Alling som prædikant. Man havde bl.a. månedlige aftengudstjenester i Auning kirke, hvor grundtvigianismens tanker var i centrum. Efter Clausen-Bagge flyttede til Ringkøbing for at være frimenighedspræst der, blev sognepræst M. Ring den nye grundtvigske forkynder på egnen. 

Porsbakkerne var desuden samlingsstedet for det årlige ’Grundtvigske Ungdomsmøde’, hvor forskellige talere fortalte om deres nationale og kristelige gerninger. Kilde: Jyske Byer og deres mænd, s. 229-30. 

Bogtrykker Ejnar Thuesen Johansen skriver i Ohning gu' bejr'et fra 1992:
Der har altid været øren for åndelig tale og forkyndelse af både indremissionsk og grundtvigsk art. I 1914, da indremissionær Valdemar Hansen flyttede til Auning, besluttede man på hans initiativ at bygge Auning Missionshus, hvor der siden har været afholdt utallige møder, bibelkredse samt „søndagsskole" for børn med lægfolk som lærere.

Samtidig oprettedes også „Kirkelig Forening", hvis formål var at sørge for, at der i Auning kunne lyde en alvorlig grundtvigsk forkyndelse.

19. maj 1948 søgte man om 1.944,93 kr. i erstatning ved ”Udvalget for Indkvarterings- erstatning”. Efter forskellige fradrag fik Missionshuset udbetalt 859,35 kr. i indkvarteringserstatning.
26. maj 1948 søgte man yderligere om 95,55 kr. i indkvarteringserstatning ved ”Forvaltningsnævnet for Krigsforsikring af Løsøre”. Missionshuset fik afslag med den begrundelse, at Krigsforsikringen kun dækkede skader over 200 kr.


Tyskerne tog Missionshuset til brug for indkvartering i december 1944
Auning Missionshus var fra 23. december 1944 til 5. maj 1945 beslaglagt af tyskerne. Besættelsesmagten betalte 102,75 kr. pr. måned i leje af Missionshuset. En lokal Vurderingskommission havde opgjort besættelsesmagtens skaderne på bygningen og inventaret til 1.944,93 kr.

Bestyrelsen for Missionshuset måtte optage et lån for at klare istandsættelsen efter tyskernes skader på bygning og inventar. Først da man 3 år senere fik erstatningen udbetalt kunne man få gælde ud af verden.

I 1965 havde Missionshuset i Kirkegade 50 års jubilæum.
Klippet er fra Randers Dagblad
Sidst i 1960'erne var en af de bedste perioder i missionshusets historie. Det fremgår af denne artikel fra 1969.
Indre Mission var i 1969 repræsenteret med 4 medlemmer af Auning Kirkes Menighedsråd. Det var vejmand O. Andersen, gartner Rasmussen, boelsmand Thomas Høeg
og gårdejer Chr. Torndahl.
Socialdemokratisk Vælgerforening havde én repræsentant: Lily Nielsen.
Den fælleskirkelige liste havde 3 medlemmer: Diakon Aksel Østergaard, lærer K. E. Svendsen og stationsforstander P. Lønstrup Pedersen – alle 3 fra Auning.
På Sønderhald Egnsarkiv findes en del billeder fra Lørdagsklubben aktiviteter omkring 1984.
Jubilæumsavisen var på ialt 10 sider. Kan ses i sin helhed ved Sønderhald Egnsarkiv.


I jubilæumsskriftet fra 1989 kan man læse hvordan
Indre Missions søndagsskolen i Auning startede:

Indre Missions børnearbejdet i Auning startede for 75 år siden. Det var i 1914, altså et år før Auning Missionshus blev bygget.  Så missionær Valdemar Hansen og postbud Christiansen måtte starte søndagsskolen i Auning Kirke. 

I 1930 var der indskrevet ca. 30 børn. Agnes Høeg havde i 1939 to børn i søndagsskolen. Det var Else på 7 år og Krista på 5 år. Hans var dengang kun 3 år, men han kom med senere. I jubilæumsskriftet fortæller Agnes Høeg var børnene lavede i søndagsskolen: De var der ca. en times tid. De sang og hørte god gammeldags bibelhistorie. Og så fik de læst historie fra en bog. Til jul var det ekstra festligt, for så var der familiefest med kakao, boller og kringle. Det fik man ikke så tit dengang.

Fortæller Agnes Høeg. De var på en årlig sommerudflugt til Lystrup Strand. De havde madpakker med og blev kørt derud i bus. Forældrene cyklede derud og var med sammen med børnene. Dengang kunne de godt var mellem 50 og 60 børn med på sommerudflugterne. Under besættelsen kunne vi ikke komme til Lystrup Strand. I stedet for tog man ud til mælkemand Anton Schmidt’s gård i kæret. Her var der sækkeløb og andre konkurrencer. Børnen fik lov at drikke alt den kærnemælk de kunne drikke og vi voksne fik surrogatkaffe. På den måde hyggede vi os trods krigen. Slutter Agnes Høeg.

Ved 25 års jubilæet var der ca. 100 børn. Man kan se af protokollerne, at mange børn var meget trofaste. Flere kom over 20 gange på et år. Og mange blev ved til de skulle konfirmeres. I 1989 var der slet ikke et tilsvarende antal børn. Gennemsnittet ligger på 10 børn til møderne. De blev alle ved til de skulle konfirmeres.

Missionshusets bestyrelse ved 75 års jubilæum i 1989: 1: Ida Jensen. 2: Andrea Thorndal. 3: Indremissionær Jens Peder Dalgaard. 4: Knud Erik Nielsen. 5: Grethe Grann. 6: Sigrid Madsen.
Dette er bagsiden af det 75-års jubilæumsskrift, som blev lavet i 1989.
Udførlig beskrivelse af Missionshusets 75 års jubilæum i 1990.
Halvårsprogram for Auning Missionshus 1993
I 1995 oprettede Indre Mission børneklubben "Gnisten".


Edith Pedersen, der var en af lederne i Auning Missionshus, fortæller i 1989:
Da jeg startede som leder i 1964 her i Auning, var der ca. 50 børn i gennemsnit i søndagsskolen. Det var en dejlig flok, at få lov at fortælle for. Vi sang mange sange fra søndagsskolesangbogen og vi sagde trosbekendelsen højt i kor. Så fortalte vi ledere bibelhistorie på gammeldags facon og bagefter snakkede vi med børnene om teksten. De fik også et bibelord, som de skulle lære udenad til næste gang.

Når børnene kom, kunne det ske, at de havde fået nogle småmønter med sig hjemmefra. Dem skulle de nemlig putte i ”negerdrengen”! Det vil sige en sparebøsse, der havde form som en negerdreng. Dengang kunne vi for 20 kr. om måneden redde et barn for spedalskhed.

Når børnene havde være det 5 gange, kunne de få en lille præmie. Et lille glansbillede eller et bogmærke, og lignende ting. Dengang fik de ikke saft og kage, som de gør i dag, men de fik et bolche eller et glansbillede i stedet for.

Kjeld Nygaard, leder af juniorklubben ”Flammen” fortæller om klubben i 1989:
Jeg syntes det er sjovt, men også udfordrende, at være med til at forkynde det glædeligste budskab af alle, nemlig evangeliet om Jesus Kristus. Det koster naturligvis noget af ens fritid, når møderne skal holdes og forberedes. Det at børnearbejdet nu har eksisteret i Auning i 75 år, syntes jeg vi må tage som udtryk for, at Gud virkelig er til! For hvorfor skulle Han ellers have sendt børnene derhen? 

Auning Missionshus bliver solgt i 2002 og indrettet til lejligheder.
Artikel i Randers Amtsavis om lukningen af missionshuset i 2002.

Et tilbageblik på Børneklubben omkring 1980

Som en af missionshusets tidligere, og i øvrigt meget ufrivillige, brugere, må det vel være passende at jeg, på dette sted, gengiver min barndoms erindringer, om min tid som søndagsskoleelev i Auning Missionshus. I hvert fald synes jeg ikke at historien om missionshuset i Auning, skal være hævet over kritik. Ikke engang fra en af sine egne! 

Som født og opvokset i Auning, som dengang henhørte under betegnelsen "Det Mørke Jylland" (dvs. et af de sogne hvor Indre Mission havde flertal) blev det mit trange lod, igennem en årrække af min barndom, at komme i missionshusets børneklub. Den foregik godt nok om torsdagen, men var ellers helt igennem en søndagsskole. 

Det var min mor, som fra barnsben af var stærkt tilknyttet Indre Mission, som havde fået den frygtelige idé at hendes børn skulle går i Indre Missions børneklub i missionshuset. Og det var i sandhed ikke med min gode vilje at jeg deltog i de, på alle måder, dræbende kedsommelige møder, hvor vi børn sang gudfrygtige salmer, bad bønner og hørte bibellæsninger, i hvad der forekom os endeløse timer, hver torsdag eftermiddag, uge efter uge, år efter år. 

Dvs. et år havde jeg faktisk fået min mor overtalt til at vi ikke længere behøvede at komme i Børneklubben. Men da der kort tid efter dukkede en husstandsomdelt folder op, med invitation til alle byens børn, om at deltage i den nye sæson i missionshusets børneklub, gennemtrumfede min mor alligevel, til min usigelige ærgrelse, at vi deltog et helt år mere. 

Så da den samme invitation dukkede op med posten igen året efter, hvor vi på ny var blevet lovet, at vi dette år måtte slippe, så jeg mit snit til at rive folderen i bitte små stykker og smide den direkte ud i affaldsspanden, så min mor ikke igen skulle få "gode idéer"! Og det hjalp, for efter det år slap vi omsider for "Børneklubben" som fænomenet hed. 

Men ellers var Børneklubben ledet af en gudfrygtige leder, der lod os tegne jesustegninger, og læste højt af bibelen og der var endda filmforevisninger, naturligvis altid med missionerende indhold, og jesussang og -salmer og halleluja i et væk. 

Samme leder var også byens førende helvedesprædikant, som, ind i mellem sine svovlprædikener, altid var meget ivrig efter at fortælle os børn om, hvordan man ville være helt sikker på aldrig at komme i himlen, men til gengæld ville ende direkte i helvede, hvor vi, og dette var naturligvis hævet over enhver almindelig tvivl, ville brænde op i helvede til evig tid, hvis vi altså en dag skulle komme til at sige: For pokker, eller på anden måde komme til at bande! Og hvad der ville ske hvis man sagde: For Satan, turde jeg slet ikke tænke på som barn! 

Men ellers erindrer jeg lederen, som jeg vil lade være anonym her, som Aunings udgave af samtidens værste dommedagsprofeter. 

Jeg husker hvordan hun, til både min og min søsters konfirmation, kom cyklende ud på eftermiddagen og personligt afleverede en invitation til en gudfrygtig bibelcampinglejr i Fjellerup (det sted der stadig går under navnet Bibelbæltet). 

Men bibelcampinglejren var imidlertid naturligvis noget vi, med børneklubben i frisk erindring, let fik kuldegysninger ved tanken om at skulle deltage i. Så det fik vi da heldigvis lov til at slippe for! 

Til børneklubbens leders øvrige tvivlsomme fortjeneste hørte også hendes egen fortælling om hvordan hun som nygift, i ugevis, nat efter nat, modstod sin mands tilnærmelser, indtil hun omsider gav efter for hans lyster. Og Herrens straf lod naturligvis ikke vente på sig; det barn der kom ud af hendes synder, blev naturligvis derfor født med en vissen arm! 

Ja, der kan man bare se hvad der kommer ud af den slags! I det mindste kan jeg godt lide at vide hvad nutidens børn og unge ville sige, hvis Indre Mission forsøgte at bilde dem det samme vrøvl ind i dag? 

Af andre ting i missionshuset, kan jeg huske hvordan lederne ivrigt forklarede os, at alt hvad vi så var Guds mirakler og der var ikke grænser for alt det han gjorde. Bl.a. forklarede de os at det store kors, der hang på endevæggen, var oplyst, kun fordi Gud stod og lavede mirakler hele tiden! 

Men jeg kan også huske hvordan jeg, med en lille 10-årig tvivlers mod, alligevel, i pausen mellem svovlprædikenerne, listede mig hen og kiggede nærmere på korset, som jeg, ganske som forventet, opdagede på bagsiden slet ikke var oplyst af nogen mirakler. Det var i stedet et ganske almindeligt neonrør! Så meget for miraklerne! 

Som de fleste nok har regnet ud, fik de mange timer i missionshuset således slet ikke den indvirkning som min mor havde håbet på! 

Det eneste positive jeg husker om min tid i missionshusets børneklub er faktisk at man kunne købe flæskesvær i nabohuset, hvor slagter Thomsen dengang holdt til. Men det gyser stadig i mig når jeg engang i mellem kører forbi huset, som i dag rummer andelsboliger, og hvor korset stadig troner på gavlen ud mod vejen, og vidner om fordums synder! 

Venlig hilsen
T. Pedersen

PS: Den periode jeg kom i missionshuset i var omkring 1977-80. Jeg kan i øvrigt huske at huset undergik en større renovering i halvfjerdserne, hvor der bl.a. blev installeret moderne toilet med træk & slip, i stedet for de gamle lokummer på husets bagside, som blev revet ned ved samme tid.

Det fremgår nok rimeligt direkte af ovenstående, at det var et rædselsfuldt sted at tilbringe store dele af sin barndom! Og hvis jeg havde nogen børn, ville jeg naturligvis ikke i min vildeste fantasi sende dem sådan et sted hen! Det var simpelthen samlingssted for sekteriske dommedagsprofeter og svovlprædikanter, - og ikke et rart sted for børn! Og jeg blev selvfølgelig heller aldrig indremissionsk selv! 

Rettelser eller tilføjelser modtages meget gerne!

AuningBymuseum

Udfyld venligst denne formular
captcha
Siden er sidst opdateret:16. september 2018

Besøg

Alt om sport og idræt i Auning
Vi har åben 24 timer i døgnet!
- i idrætcenteret og i byen