Søg
Auning Radio & TV

Brugsen har 100 års jubilæum. Men hvornår?

Skrevet af: AuningBymuseum.dk

AuningBymuseum.dk har, på bedste DETEKTOR-vis, sat sig for at FAKTA-tjekke, hvornår SuperBrugsen egentlig kan fejre 100 års jubilæum.

Når man kommer ind i SuperBrugsen, står der med store bogstaver: Velkommen til Auning Brugsforening anno 1918, men er det nu også rigtigt?

Øverst i en almindelig Google-søgning på ”Auning Brugsforening” henvises til ”Auning Brugsforenings historie” på AuningBymuseum.dk. Her fremgår det at: ”… nogle mænd fra Auning og omegn stiftede den nye Auning & Omegns Brugsforening den 17. maj 1919”.

Men hvor har AuningBymuseum.dk denne oplysning fra? Det viser sig, at kilden er en artikel fra Sønderhalds Egnsarkivs årsskrift fra 2007, skrevet af Orla Lund, som er tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i Sønderhald Kommune. Orla Lund nævner, i sin beretning om Brugsens historie, bl.a. at Auning Brugsforening er stiftet 17. maj 1919 og at der blev holdt 25 års jubilæum i 1944, 50 års jubilæum i 1969 og 75 års jubilæum i 1994.

Men hvor har Orla Lund disse oplysninger fra? Ved en søgning på Arkiv.dk, kan man se, at Sønderhald Egnsarkiv bl.a. har registeret et billede fra jubilæet i 1944. Så den del af Orla Lunds oplysninger, må være korrekt.

Men er det korrekt at Auning Brugsforening blev stiftet i 1919 og ikke i 1918, som det fremgår af skiltet i SuperBrugsens? For at FAKTA-tjekke hvilket årstal der er det rigtige, må vi en tur på Auning Bibliotek.

Auning Bibliotek har nemlig, som langt de fleste folkebiblioteker i Danmark adgang til store dele af Det Kgl. Biblioteks digitale avissamling. Alle har hjemmefra også adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale avissamling, men man kan kun få adgang til aviser, som er mere end 100 år gamle. På folkebibliotekernes computere har man derimod adgang til de aviser som er lukkede og hvor der ikke længere er en ejer, som gør krav på rettighederne. F.eks. Randers Dagblad, som lukkede i 1976. Men vil man søge digitalt i f.eks. Randers Amtsavis, må man en tur på Det Kgl. Biblioteks avissamling i Skejby.

Ved hjælp af Auning Biblioteks adgang til Randers Dagblad, finder man hurtigt frem til side 4, den 24. maj 1919, hvor Randers Dagblad har en omtale af en ny Brugsforening: ”På et møde i Auning forleden enedes man om at oprette en Brugsforening på stedet”. Dette bekræfter, at brugsen i Auning er oprettet i maj 1919 og ikke i 1918.

Vi har spurgt Carl Byrialsen, som er bestyrelsesformand for SuperBrugsen i Auning: Hvor sandt eller falsk er det, når der ved indgangen til SuperBrugsen står ”Anno 1918”

Carl Byrialsen må erkende, efter at have set Auning Bymuseum's dokumentation, at ”anno 1918” er falsk. Det har ikke været muligt, at finde ud af hvordan fejlen er opstået. Men fejlen skal da rettet. Derfor har Carl Byrialsen da også allerede fået fremstillet et 9-tal, som kommer op så snart som muligt.

Så vi skal altså først til 100 års jubilæum i SuperBrugsen i 2019 :)

Siden er sidst opdateret:12. december 2017

Besøg

Alt om sport og idræt i Auning
Vi har åben 24 timer i døgnet!
- i idrætcenteret og i byen