Søg
auningSport
auningBy Museum
auningBy

Kulturværksted lever og har det godt

Skrevet af: Tommy Hjorth

For tre år siden opstod Kulturværkstedet i Auning. Byen havde i mange år manglet et hus, hvor kulturelle aktiviteter kunne foregå.


En frivillig arbejdsgruppe skabte kontakt til Norddjurs Kommune og denne blev modtaget meget positivt. Samtidig undersøgte man mulighederne for at finde en egnet bygning i Auning by. Kommunen gav grønt lys for projektet, økonomien kom på plads. Nu kunne arbejdsgruppen for alvor komme i gang og valg af egnet bygning faldt på det tidligere bogbinderi på Industrivej i udkanten af Auning. Her fik man lavet en god aftale med ejer Finn Poulsen og snart kunne man rykke ind i lokalerne bestående af en stor sal, en mindre sal, 5 mindre rum og 2 toiletter. En bygning skabt til formålet.

Hvad er Kulturværksted Auning så for en størrelse? 
Først og fremmest er det vigtigt, ikke at forveksle byens bibliotek Kulturperronen og Kulturværksted Auning. Når ordet kultur indgår i begge navne er det selvfølgelig ikke tilfældigt, da dette er en vigtig ingrediens i begge institutioner. Kulturperronen rummer bibliotek og Borgerservice, og tilbyder et hav af arrangementer i årets løb med foredrag, musik, oplæsning og ikke mindst arrangementer for børn, mens Kulturværksted Auning mere er tænkt som stedet for udøvende, lokale kunstnere. De to institutioner ser bestemt ikke hinanden som konkurrenter, men supplerer tværtimod hinanden og samarbejder på tværs, når det er muligt.

Musikskolen fylder huset med sød musik
Kulturværksted Auning er drevet af bestyrelsen i en frivillig forening af samme navn. Desuden er der flere frivillige som tager en stor tørn i huset. Huset rummer mange muligheder og dette har Kulturskolens musikskole i Norddjurs kommunen benyttet sig af. Tidligere holdt musikskolen til på Auning Skole, men med den nye reform og de længere skoledage er det blevet sværere at booke tider på skolen, med mindre man ønsker aftenundervisning. Dette er ikke optimalt for børn og unge, så på trods af et godt samarbejde skolen og Kulturskolen imellem, har musikskolen valgt at flytte alle aktiviteter til Kulturværksted Auning. Dette har skabt en god musikkultur i huset, både for børn og voksne, som nu alle mødes samme sted, og i samme forum. 

Kunstforeningen har fået mere sammenhold og større aktivitet
Kunstforeningen Sønderhaldudstillingen, som for øvrigt også holdt til på Auning skole, har af samme grund valgt at flytte sine aktiviteter til Kulturværksted Auning. Også her er der skabt mere sammenhold og større aktivitet, uden at skulle tænke på lukke- og åbningstider. Nu er man mere eller mindre herre i eget hus. Netop derfor har man fra foreningens side valgt at afholde den årlige kunstudstilling i skolernes efterårsferie i Kulturværksted Auning. Et hus, skabt til formålet, og et sted som giver udstillingen mere varme og hygge. 

I huset vil man også i hverdagene kunne støde på flere lokale orkestre, som øver i huset. Alt skal selvfølgelig koordineres, da det ikke altid er optimalt med malerkunst og heavy metal i samme lokaler. Netop derfor er bestyrelsen også i gang med en mindre renovering, som sikrer de udøvende musikere og kunstnere den fornødne ro til deres aktiviteter. Jamaftener for lokale musikere

Nye aktiviteter kommer til huset

Opstart af jamaftener for områdets lokale musikere har været en stor succes. Sidst i oktober startes en spillecafé, hvor alt andet end brætspil er forbudt. Ingen tvivl om iPads, pc’er og iPhones styrer vores liv, men én gang om måneden vil der nu være mulighed for at fordybe sig i brætspillets mange fantastiske facetter. Og mest af alt, hygge sig, snakke, grine og ikke mindst, måske slå naboen i Trivial.

Som udgangspunkt kan alt lade sig gøre
Går man rundt med en skør idé, eller har man i forvejen en forening, som måske mangler lokaler, kan man henvende sig til folkene i Kulturværkstedet. Der er åben mange timer om ugen, og man er altid velkommen til at kigge indenfor, se lokalerne og ikke mindst se hvad folk går og roder med. Huset har sin egen hjemmeside og her er det muligt at kontakte folkene bag huset, eller den enkelte forening. Huset emmer af liv, godt humør og mange mennesker, men der er altid plads til flere. Tommy Hjorth Link til Kulturværkstedet hjemmeside
Siden er sidst opdateret:24. April 2020

Besøg