Som man kan læse i Randers Dagblad i 1886 og Randers Amtsavis fra 1890 blev der afholdt missionsmøder i Auning ved Auning Station og på Auning skole. 

Kjeld Nygaard, leder af juniorklubben ”Flammen” fortæller om klubben i 1989:
Jeg syntes det er sjovt, men også udfordrende, at være med til at forkynde det glædeligste budskab af alle, nemlig evangeliet om Jesus Kristus. Det koster naturligvis noget af ens fritid, når møderne skal holdes og forberedes. Det at børnearbejdet nu har eksisteret i Auning i 75 år, syntes jeg vi må tage som udtryk for, at Gud virkelig er til! For hvorfor skulle Han ellers have sendt børnene derhen? 

Som en af missionshusets tidligere, og i øvrigt meget ufrivillige, brugere, må det vel være passende at jeg, på dette sted, gengiver min barndoms erindringer, om min tid som søndagsskoleelev i Auning Missionshus. I hvert fald synes jeg ikke at historien om missionshuset i Auning, skal være hævet over kritik. Ikke engang fra en af sine egne! 

Som født og opvokset i Auning, som dengang henhørte under betegnelsen "Det Mørke Jylland" (dvs. et af de sogne hvor Indre Mission havde flertal) blev det mit trange lod, igennem en årrække af min barndom, at komme i missionshusets børneklub. Den foregik godt nok om torsdagen, men var ellers helt igennem en søndagsskole. 

Det var min mor, som fra barnsben af var stærkt tilknyttet Indre Mission, som havde fået den frygtelige idé at hendes børn skulle går i Indre Missions børneklub i missionshuset. Og det var i sandhed ikke med min gode vilje at jeg deltog i de, på alle måder, dræbende kedsommelige møder, hvor vi børn sang gudfrygtige salmer, bad bønner og hørte bibellæsninger, i hvad der forekom os endeløse timer, hver torsdag eftermiddag, uge efter uge, år efter år. 

Dvs. et år havde jeg faktisk fået min mor overtalt til at vi ikke længere behøvede at komme i Børneklubben. Men da der kort tid efter dukkede en husstandsomdelt folder op, med invitation til alle byens børn, om at deltage i den nye sæson i missionshusets børneklub, gennemtrumfede min mor alligevel, til min usigelige ærgrelse, at vi deltog et helt år mere. 

Så da den samme invitation dukkede op med posten igen året efter, hvor vi på ny var blevet lovet, at vi dette år måtte slippe, så jeg mit snit til at rive folderen i bitte små stykker og smide den direkte ud i affaldsspanden, så min mor ikke igen skulle få "gode idéer"! Og det hjalp, for efter det år slap vi omsider for "Børneklubben" som fænomenet hed. 

Men ellers var Børneklubben ledet af en gudfrygtige leder, der lod os tegne jesustegninger, og læste højt af bibelen og der var endda filmforevisninger, naturligvis altid med missionerende indhold, og jesussang og -salmer og halleluja i et væk. 

Samme leder var også byens førende helvedesprædikant, som, ind i mellem sine svovlprædikener, altid var meget ivrig efter at fortælle os børn om, hvordan man ville være helt sikker på aldrig at komme i himlen, men til gengæld ville ende direkte i helvede, hvor vi, og dette var naturligvis hævet over enhver almindelig tvivl, ville brænde op i helvede til evig tid, hvis vi altså en dag skulle komme til at sige: For pokker, eller på anden måde komme til at bande! Og hvad der ville ske hvis man sagde: For Satan, turde jeg slet ikke tænke på som barn! 

Men ellers erindrer jeg lederen, som jeg vil lade være anonym her, som Aunings udgave af samtidens værste dommedagsprofeter. 

Jeg husker hvordan hun, til både min og min søsters konfirmation, kom cyklende ud på eftermiddagen og personligt afleverede en invitation til en gudfrygtig bibelcampinglejr i Fjellerup (det sted der stadig går under navnet Bibelbæltet). 

Men bibelcampinglejren var imidlertid naturligvis noget vi, med børneklubben i frisk erindring, let fik kuldegysninger ved tanken om at skulle deltage i. Så det fik vi da heldigvis lov til at slippe for! 

Til børneklubbens leders øvrige tvivlsomme fortjeneste hørte også hendes egen fortælling om hvordan hun som nygift, i ugevis, nat efter nat, modstod sin mands tilnærmelser, indtil hun omsider gav efter for hans lyster. Og Herrens straf lod naturligvis ikke vente på sig; det barn der kom ud af hendes synder, blev naturligvis derfor født med en vissen arm! 

Ja, der kan man bare se hvad der kommer ud af den slags! I det mindste kan jeg godt lide at vide hvad nutidens børn og unge ville sige, hvis Indre Mission forsøgte at bilde dem det samme vrøvl ind i dag? 

Af andre ting i missionshuset, kan jeg huske hvordan lederne ivrigt forklarede os, at alt hvad vi så var Guds mirakler og der var ikke grænser for alt det han gjorde. Bl.a. forklarede de os at det store kors, der hang på endevæggen, var oplyst, kun fordi Gud stod og lavede mirakler hele tiden! 

Men jeg kan også huske hvordan jeg, med en lille 10-årig tvivlers mod, alligevel, i pausen mellem svovlprædikenerne, listede mig hen og kiggede nærmere på korset, som jeg, ganske som forventet, opdagede på bagsiden slet ikke var oplyst af nogen mirakler. Det var i stedet et ganske almindeligt neonrør! Så meget for miraklerne! 

Som de fleste nok har regnet ud, fik de mange timer i missionshuset således slet ikke den indvirkning som min mor havde håbet på! 

Det eneste positive jeg husker om min tid i missionshusets børneklub er faktisk at man kunne købe flæskesvær i nabohuset, hvor slagter Thomsen dengang holdt til. Men det gyser stadig i mig når jeg engang i mellem kører forbi huset, som i dag rummer andelsboliger, og hvor korset stadig troner på gavlen ud mod vejen, og vidner om fordums synder! 

Venlig hilsen
T. Pedersen

PS: Den periode jeg kom i missionshuset i var omkring 1977-80. Jeg kan i øvrigt huske at huset undergik en større renovering i halvfjerdserne, hvor der bl.a. blev installeret moderne toilet med træk & slip, i stedet for de gamle lokummer på husets bagside, som blev revet ned ved samme tid.

Det fremgår nok rimeligt direkte af ovenstående, at det var et rædselsfuldt sted at tilbringe store dele af sin barndom! Og hvis jeg havde nogen børn, ville jeg naturligvis ikke i min vildeste fantasi sende dem sådan et sted hen! Det var simpelthen samlingssted for sekteriske dommedagsprofeter og svovlprædikanter, - og ikke et rart sted for børn! Og jeg blev selvfølgelig heller aldrig indremissionsk selv!