Herefter kom Britta og Erik Nielsen til. Britta var en slagfærdig dame, bestemt og med et altid godt humør. Hun investerede i en lille mobil pølsevogn, som hver aften skulle trækkes hjem. Bente Hansen, som senere købte pølsevognen, fortæller at de som unge, efter endt biograftur, altid endte i Britta`s pølsevogn, hvor de sidste pølser blev solgt inden fyraften. De fik så pølserne billigt, mod at de hjalp Britta med at trække vognen hjem. Britta og Erik købte så ejendomme i Vestergade, hvor der dengang var Therkildsen`s Lillebilforretning, og her blev der investeret i en ny pølsevogn, dog stadig en vogn, hvor kunderne stod udendørs.

Alt dette vist nok midt i halvtredserne. Britta afhændte pølsevognen, som blev overtaget af en mand ved navn Harry - i lokale kredse kaldet Grat Harry - assistere af sin kone, kaldet Smilende Sussie, netop fordi hun var meget svær at slå et smil af. Desuden havde de en søn, Mogens, som i ungdomskredse hurtigt blev døbt Mogens Pølsekonge.

En kort overgang blev pølsevognen overtaget af Halinspektør Brix, Jørgen Rasmussen og John Reimers, men vognen blev solgt til Bente Hansen, som i forvejen var ansat i vognen. Bente og hendes mand Ejvind overtog vognen i 1972 frem til 1992. I mellemtiden blev der investeret i en større pølsevogn, hvor man som kunde blev betjent indendørs, hvilket var stort i lille Auning. Bente og Ejvind drev en fantastisk pølsevogn og huskes især for hjemmelavet remoulade, bøfsandwich i pølsebrød og varme Cocio på pølsestegeren. Desuden var der selvfølgelig jukebox og ostespil i vognen. Et sted hvor alle byens unge elskede at komme, og ikke mindst fordi man kunne få på regning hos Bente. Dog skulle den altså også betales, hvis man vil gøre sig forhåbninger om videre kredit.

I 1992 solgte Bente og Ejvind hele molevitten til Sønderhald Kommune og skrev i samme moment under på en konkurrenceklausul om, ikke at opstarte konkurrende virksomhed i byen. Auning Handelsudvalg var inde over og ville gerne have Bente til at drive vognen videre, da den helst ikke måtte lukke. Dette sagde Bente dog nej til pga. klausulen.

Pølsevognen blev solgt til en pølsemand i Assentoft og flyttet hertil. Uheldigvis var nærmeste nabo til vognen en tandlæge, og da han dagligt fik friturerøg ind gennem sin udluftning, og dette ikke kunne løses, måtte pølsevognen lukke. Den stod på pladsen en rum tid, men hvor mon pølsevognen er henne i dag?