Lærer Jens Kristian Rasmussen kom til Auning i 1902 som førstelærer på den gamle skole overfor kirken. Da skolen i 1907 blev delt ud på 2 nye skoler, blev J. K. Rasmussen førstelærer på Auning Søndre Skole.

J. K. Rasmussen er i dag mest kendt for offentliggørelsen af et 20-siders indlæg om Auning i bogen Jydske byer og deres mænd, udgivet i 1918 af National-Forlaget.

I bogen giver J. K. Rasmussen en detaljeret beskrivelse af Aunings handelsliv, foreningsliv samt Aunings udvikling fra omkring 1340 frem til 1918. 

I 1918 fortæller J. K. Rasmussen selv, at han beklæder disse tillidsposter:
- Formand for Foredragsforeningen
- Formand for Menighedsrådet
- Formand for Auning Afholdskreds
- Formand for Værkerådet
- Formand for den lokale Lærerkreds
- Bestyrelsesmedlem i Randers Amts Plejehjemsforening
- Bestyrelsesmedlem i Grundtvigsk Præste- og Lærerkonvent
  for Randers og Omegn

Vi ved fra familien at han også var: Foredragsholder, oplæser, hjælpepræst (degn) i Auning Kirke, violinspiller i orkester, biavler, fisker, referent ved Randers Dagblad, skrev digte og havde lejlighedsvis kendte foredragsholdere boende.

J. K. R. blev i 1919 desuden tilknyttet den ny etablerede Auning Tekniske Skole som forstander og underviser. Auning Tekniske skole var en aftenskole og hold til på Auning Sdr. Skole. Auning Tekniske Skole blev lukket i 1958 da der kun var indskrevet 5 elever.  

J. K. Rasmussen skrev bl.a. i 1930 en 14 vers lang hymne til et stort poppeltræ i byens centrum, da dette skulle fælles, fordi det stod i vejen for transport af træstammer til Auning Savværk. De 14 vers er gengivet i Thuesens bog Ohning gu' bejr'et.

Lærer J. K. Rasmussen blev pensioneret i 1934 og flytter til Vestergade 23, Auning. Rasmussen dør i 1940, 72 år gammel.

1. lærer J. K. Rasmussen på Sdr. Skole fra 1902-1934
Ikke så få gange i byens historie støder man på initialerne I. K. eller lærer J. K. Rasmussen, - ja uden ham var meget af fortidens viden ikke blevet kendt. Fra han i 1902 blev kaldet som lærer i Auning, har han ved utrolig energi præget byens åndsliv helt frem til afsked og korte otium, indtil han døde i 1940. Ligegyldigt hvilken stedlig forening, der havde noget alment oplysende formål i sine vedtægter, kunne man altid regne med denne lærer som den egentlige inspirator.

Selv om skolearbejdet dengang ikke alene krævede 7 timers undervisning daglig i ugens seks hverdag, og der måtte beregnes 2-3 timers forberedelse og gennemgang af elevernes arbejde, var også rengøring af skolens område både indendørs og udendørs pålagt samme. Desuden stilledes om vinteren krav om rensning og fyring fra kl. seks om morgenen i de to klassers vældige kakkelovne. Alt hvad der havde at gøre med åndelig påvirkning, specielt i den grundtvigske retning, var han bagmand for, og eleverne blev nok ubevidst præget heraf. Skolegangen om formiddagen startede og sluttede altid med en sang fra salmebogen, medens eftermiddagsholdet havde fædrelandssange.

Skolegangen var de tre første dage i ugen for 1. og 4. klasse fra kl. 8-12 og 2. og 3. klasse fra kl. 13-16. De tre sidste dage i ugen mødte klasserne modsat. Han var en meget myndig, men også retfærdig lærer, der var vågen overfor alle livets påvirkninger for den enkelte elev. Ved de senere års lærergerning var trætheden ved at melde sig, så når eftermiddagsholdet straks var sat i gang med skriftlige opgaver, tændte Rasmussen sin lange pibe, og skjult af Randers Dagblad faldt han gerne i søvn en stund, så her fik eleverne en slags frihed.

Et hverv som kirkesanger bestred lærer Jens Kristian Rasmussen til alles tilfredshed – i øvrigt med sin kollega og svigersøn, lærer Fr. Nedergård ved orglet. Hans særpræg her var at uanset hvilken kirkelig handling, det drejede sig om, så vandrede han uafbrudt ad midtergangen fra alteret til døbefonten, mens han lod sin kraftige og klangfulde røst høre, så menigheden kunne følge med. Samtidig kunne han med sit klare blik følge med i, hvem der var i kirke. At han også var en dreven og ihærdig indsamler til bl.a. istandsættelse af kirkens altertavle m.v., bevises ved, at han med den dengang udgivne skattebog i hånden først gik til de største skatteydere i byen, siden gårdejere efterfulgt af husmænd og senere arbejdsmændene, så hver især kunne blive konfronteret med, ligestilledes bidrag.

Som naturligt var han lokal meddeler til Randers Dagblad om alt, hvad der foregik i by og egn, men samtidig var han en særdeles flittig skribent med særlige artikler i blade og tidsskrifter, selv med poesi var han en mester, hvoraf enkelte prøver er foreviget i dette skrift.

Hvis man synes, at denne personlighed har fået særlig megen omtale, er det for at karakterisere det menneske, som netop på skrift har nedfældet viden om Aunings fortid, og som har givet inspiration til, at lignende indtil i dag skal kendes.

Af bogtrykker Ejnar Thuesen Johansen, 1992

Auning søndre Skole 7/10 1927

Kære gode unge Venner og forhenværende Elever.
Agnes, Marie, Mathilde, Per, Anna, Anker, Richardt, Aage, Anton

Min hjerteligste Tak for den fine Gave i Andledn. af mit 25 Aars jubilæum. Det var virkelig rørende, at en Søskendeflok som I kunde finde paa den Tanke. I har villet lade mig vide, at I huskede mig! I har villet glæde mig ved at give mig et synligt Bevis derpaa. Det har I i høj Grad opnaaet! Jeg skal aldrig glemme det! Jeg har aldrig før faaet Hilsen el Gave af den Art og altsaa heller ikke før haft en lignende skøn Glæde. Ja rigtig Tak skal I ha!! Nu skal I have at vide, at naar jeg nu ser paa Kortet med Jeres navne og stanser lidt ved hvert enkelt af dem, saa drager det ene lille kønne lyse Minde gennem mit Sind efter det andet og gør mig saa glad. Jeg skal jo ikke smigre hverken Jer eller nogen anden; at I hver især har efterladt jer kønne, værdifulde Minder som mine Skolebørn - lige fra Agnes til Anton.

Det er jo i det hele taget sjældent, at saa stor en Søskendeflok, en efter anden, efter- haanden rykker ind og ud af den samme Skole. Jeg er ikke engang for Tiden vis paa, om jeg fra noget andet enkelt Hjem end fra Jens Højholdt har faft saa menge Børn som Elever. Det er i hvert Fald en absolut Sjældenhed, som man lægger Mærke til. I kan tro, jeg skal nok gemme Lykønskningskortet med Navnene saa vel som den yndige lille Lampe.

Vi fik mange kønne Beviser paa Folks Vennesind nu paa vor Jubilæumsdag - saa vel som ogsaa paa vort yngste Barns - Helgas - Konfirmationsdag, og det gav jo allivevel godt!! Det blev i det hele taget, alt i alt 25 lyse, lykkelige og velsignede Aar, vi hidtil fik Lov at leve og virke i Auning. Vi har kun Aarsag til at sige baade den gode Gud og venligtsindede Mennesker Tak og atter Tak- og det gør vi da ogsaa efter fattig Lejlighed. Hils venligst i Jert gode Hjem! Det var jo da Hjemmet der sendte mig de 9 gode, trofaste Elever- 9 Perler paa en Snor - Selv hilses I nu allervenligst! Gud velsigne og glæde Jer alle med sin Glæde! Det er dog den der holder, naar andre Glæder og Forhaabninger brister for os.

Sig ogsaa Jeres Forældre mange Tak fra os for Opmærksomheden nu v. Helgas Konfirmation. Hun er jo nu vores den sidste; men hun har været og er da endnu Hjemmets milde Solstraale.

          Hjertelig Hilsen og Tak!

          fra os alle her men mest fra Eders gamle Ven og Lærer

                                       J. K. Rasmussen

                      n  Retur til bymuseum         n  Retur til emner