Vi ved faktisk ikke præcist hvornår Auning fik elektricitet. Men vi ved at urmager og elektriker Chr. Christensen i 1907 annoncerede med ”udførelse af elektriske anlæg”.

Forhenværende urmager Arne Kruse Christensen har i sin barndom hørt, at hans bedstefar bl.a. har installeret elektricitet på Skaføgård.  

Chr. Kjeldsen, der som barn boede i ledvogterhuset Vestergade 1, fortæller i sin bog ”En ledvogterdreng 1909-1920” at familien Gerstrøm, der boede oven på købmands- forretningen, nok var dem, der boede bedst i hele byen. Men selv i deres hus var der ikke indlagt rindende vand eller rigtigt wc.

Derimod havde de elektrisk lys som enkelte andre familier i byen. De fik strøm fra et lille privat jævnstrømsværk, der blev passet af byens urmager og hans sønner. Det var dem, der havde mest mekanisk snilde i Auning, skriver Chr. Kjeldsen i 1984 om sin barndom i Auning.

I en artikel i Randers Amtsavis fra 1908 bliver det nævnt at ”det hvide lys” stråler ud fra en del butikker og større privatboliger. Men at strømmen langtfra er kommet ind i hos alle på det tidspunkt.

I artiklen fra 1908 får vi også vide, at det er urmager og elektriker Chr. Christensen, der har bygget elværket i umiddelbar nærhed af hans ejendom lige overfor Auning Station. Ifølge forhenværende urmager Arne Kruse Christensen, lå anlægget i baghuset af hans bedstefars hus, Torvegade 18.  Her var der støbt en større cementsokkel til den ret store maskine med et kraftigt svinghjul, som producerede vekselstrøm.

I 1912 fik snedkermester Niels Chr. Jensen, Østergade 3 opstillet en danskfremstillet maskine, der var drevet af elektricitet og som bl.a. kunne høvle 600 alen i timen = ca. 380 m. Maskinen beskrives som ”forholdsvis billig, fordre lille plads og udfører godt og smukt arbejde”.

I løbet af foråret og sommeren 1915 er det kommunale Randers Højspændingsværk klar til at nå ud til de større byer på Djursland med strøm. Vi ved at Allingåbro Transformatorkreds i 1914 tegner en 25-årig aftale om levering af strøm fra Randers Højspændingsværk (Randers Elektricitetsværk). 

I 1916 optræder navnet ”Elektricitetsværket i Auning” i en annonce i Jyllands Posten. I denne annonce har elektricitetsværket en brugt læderdrivrem til salg. Den er 14 meter lang og 20 cm bred. Så det har været et stort maskineri og formodentlig et ret stort drivhjul.

Efter en 18 års bindingsperiode indkaldte Auning Håndværker- og Borgerforeningen den 4. juni 1936 til et ”elektricitetsmøde” på Auning Kro. Her blev det drøftet om man skulle indgå en ny overenskomst med Randers Højspændingsværk. På dette møde blev der nedsat et udvalg til at varetage elektricitetsforbrugernes interesser.

I 1938 er det en forening, der står for gadebelysningen i Auning. Det fremgår af en annonce i Rougsø-Sønderhald Herreds Folkeblad den 5. april 1938. Her indkalder Auning Gadebelysning til ekstraordinær generalforsamling. Desværre bliver der ikke annonceret med hvad der er på dagsordenen.

For at forstå hvorfor man begyndte at bygge elværker og droppe petroleum og gas, skal tiden skrues tilbage til verdensudstillingen i Paris 1881. Her deltog den driftige amerikanske opfinder Thomas Edison med sine nyeste opfindelser. Hans glødelampe og "lysmaskinen", et elektrisk system, der kunne køre konstant uden store afbrydelser, blev det helt store tilløbsstykke. Tilskuerne så perspektiver i produkterne og en elektrificering af de europæiske lande - heriblandt Danmark - gik i gang. Det første elværk blev etableret af en urmager i Køge, herefter fulgte Odense, Aalborg og København.

Københavns kommune ville være med på moden og kunne se flere fordele i elektricitet. Bl.a. gav det bedre lys end gaslamper, men samtidig var kommunen bange for at udkonkurrere sine egne gasværker. Dog endte det med, at kommunen slog til, og i 1892 blev Københavns Kommunes første elværk, kaldet "Gothersgade elektriske Centralstation", etableret i Gothersgade og Adelgade. Værket var specielt i den forstand, at det blev bygget inde midt i byen og inde bag de eksisterende husfacader mod Gothersgade.

Elværkerne producerede i starten jævnstrøm, hvilket medførte, at der måtte flere elværker til, da jævnstrøm ikke kan sendes over lige så store afstande som vekselstrøm. Der var dengang en uvilje mod vekselstrøm, da man mente, at den simpelthen var for farlig. Stød fra vekselstrøm på 2.000 V var dødbringende - så var man mere tryg ved de 2 gange 110 V, elværkerne producerede de første år.

Kongens Nytorv var i 1800-tallet Københavns centrum, så det var også her den første kommunale, elektriske gadebelysning blev etableret. De elektriske gadelygter fik deres premiere, da kongeparret Christian IX og dronning Louise holdt guldbryllup i 1892. Københavns Borgerrepræsentation var temmelig modvillig med hensyn til at finansiere elektrisk gadebelysning, selv om den gav et bedre lys end gaslygterne. Formålet med elværkerne var nemlig ikke at forære el væk, borgerne skulle skam betale. På trods af det fik Strøget og Købmagergade gadebelysning i løbet af 1899. Kongens Nytorv blev oplyst af 16 lygter.

Store pladser er over hele kloden mange steder plastret til i flimrende lysbånd og farverige reklamer. I København begyndte den udvikling i 1907, da hovedstadens første lysreklame blev sat op. Den reklamerede for Dewars Whisky og sad på en husgavl på hjørnet af Vesterbrogade og Trommesalen. Det skabte ikke ligefrem trend, den næste kom først op i 1910 og var en reklame for Lipton te. I dag er de mest fremherskende på Rådhuspladsen, men her kom de først op efter Første Verdenskrig.

I løbet af 1910 blev elinstallationer i Københavns området for alvor hvermandseje og en naturlig del af hverdagen for mange borgere. Da begyndte man som standard at indbygge el i nye huse. I det mindste for byboere.

Kilde: Pjecen ”En jævn strøm gennem byen - en byvandring om Københavns elektrificering 1881-1914" af Vibe Skytte Christensen.