Den 23. oktober 1943 blev en ikke helt almindelig dag i Auning

En enkelt mand var mødt ind på natarbejde på Auning Madres- og Møbelfabrik. Hans job var at borde huller i stolesæderne, som skulle monteres senere. Også sabotagevagterne var mødt ind for at sikre fabrikken mod sabotage. Sabotage var dengang alle medarbejderes store frygt. Sabotage af fabrikker som leverede til tyskerne var i 1943 taget kraftigt til. Blev en fabrik lagt i ruiner, ville alle miste deres arbejde og arbejdspladser var der bestemt ikke for mange af under krigen. Understøttelsen eller offentlig hjælp var heller ikke noget at råbe hurra for.

Arbejdet med at borde huller skred langsomt fremad, det var et træls arbejde, men natarbejde var godt betalt og han havde brug for pengene. Han var begyndt at blive småsulten og stod og drømte om sin madpakke, da en mand afbrød hans arbejde med en kommanderende tone. Han fik bundet hænderne sammen på ryggen og besked på at holde mund. Herefter blev han ført udenfor og over i den lille skovbevoksning ud mod Vestergade. Her endte også sabotagevagterne, kneblet og bundet med besked på at holde sig i ro.

Imens var flere sabotører gået i gang med at lægge sprængstof ud i hele fabrikskomplekset. Det tog tid og imens lå folkene over i skoven og frugtede det værste uden at turde gøre noget. De viste faktisk heller ikke, hvad de skulle gøre.

Så forsvandt sabotørerne kørende i bil mod Randers i høj fart. Herefter blev der bare helt stille. Det føltes som uendeligheder for de pacificerede medarbejdere, som baksede med at komme fri fra deres bånd.

Pludselig lød et enormt brag og taget lettede på en af fabriksbygningerne. Flere eksplosioner fulgte hurtigt efter og folk kom stormende til for at se hvad der foregik. Heldigvis var alle kommet ud. Men hele fabrikken stod nu i flammer og ikke til at redde.

Rigtig mange familier i byen havde på en nat mistet deres arbejde og stod nu i en vanskelig situation. De fleste havde nok svært ved at se formålet med at fabrikken var blevet lammet. Alle viste, at der blev leveret senge, madrasser og møbler til tyskerne, men man håbede, at krigen og tyskerne vandvid kunne stoppes uden at man behøvede at miste sit arbejde og indkomstgrundlag.

Tyskerne var overbeviste om at sabotagevagterne eller andre medarbejdere stod i ledtog med sabotørerne og havde hjulpet dem ind på fabrikken. Derfor blev de folk der lå bundet i skoven, taget i grundigt forhør i direktørboligen, som i nattens løb var brugt som midlertidig hovedkvarter for tyskerne.

Alle nægtede kendskab til sabotagefolkene, men tyskerne troede dem ikke og under ubehagelige trusler blev de ført til Århus til yderligere forhør.

For fabrikat Robert Jensen fik det alvorlige konsekvenser. En møbelfabrik i Randers fortsatte dog og en mindre fabrik; Auning Finerfabrik fortsatte på adressen i nogle år.

Tidligere havde virksomheden formået at klare en ødelæggende fabriksbrand i Middelgade i 1933. Og overvandt også modvilje fra byens førende mænd. Modviljen stammede tilbage fra dengang at Chr. Jensen startede sin virksomhed i Østergade tilbage i 1907. Årsagen var at Chr. Jensen var en ihærdig afholdsmand, som bl.a. var medvirkende til at Auning Kro i en lang årrække havde mistet sin spiritusbevilling.