Søg
auningSport
auningBy Museum
auningBy

Ungdomsrock i NMA-konkurrence

Skrevet af:

Lørdag d. 27.oktober 2012 ser et nyt musisk tiltag I Norddjurs Kommune dagens lys. Det er nemlig dagen hvor der for første gang nogensinde, arrangeres Norddjurs Music Award i ungdomsrock.

En dag hvor man håber at kunne samle de mange ungdomsbands der spiller rundt om på skoler, gymnasier, eller måske i forældrenes kælder eller garage.

Kommunen har et rigt musikliv, men oftest holdes det indenfor bygrænsen, og derved bliver det en begrænset skare de mange bands kommer til at spille for. Det skal der nu laves om på, mener gruppen bag NMA som det kaldes i daglig tale. Aldersmæssigt er det for bands med medlemmer mellem 12 og 18 år.

»Allerede nu kan man gå ind på vores Facebookside og læse nærmere om arrangementet, detaljer omkring tilmelding, og endelig kan man tilmelde sit band til konkurrencen. Når man tilmelder sig vil man blive bedt om at sende en video, eller en lydfil, så arrangørerne har en ide om, hvilken genre det enkelte band spiller, og selvfølgelig kvaliteten. Dog vil det være sådan, der som udgangspunkt er plads til alle, og det vil kun være et positivt problem, hvis der skulle tilmelde sig flere bands, end tidsrammen kan bære«, oplyser en af arrangørerne bag Tommy Hjorth.

Det drejer sig først og fremmest om, at få de mange bands ud at spille for et publikum, men dagen vil alligevel også indeholde en konkurrence. Hele dagen vil alle bands blive fulgt af et dommerpanel, og som afslutning på arrangementet, vil der blive kåret vindere i forskellige kategorier som f.eks. dagens bedste guitarsolo, band med bedste energi eller band med bedst fantække.

Alle vindere vil modtage statuetter med NMA logo. Som det allersidste vil man kåre årets band, som udover statuette og æren, får lov til at indspille tre-fem numre i et professionelt lydstudie.

Arrangementet foregår i Skaterhallen på Hovedgaden i Allingåbro, hvor skaterklubben »Board & Fun« lægger lokaler til.

»Miljøet i klubben er som skabt til dette arrangement, og udover musikken, vil der i pauserne mellem de forhåbentlig mange bands, være mulighed for, enten at prøve at skate, under kyndig vejledning fra klubbens mange dygtige skatere, eller se de dygtige skatere på »slap line«. En DJ vil binde tingene sammen dagen igennem og der vil selvfølgelig kunne købes mad og drikkevarer hele dagen,« fortæller Tommy Hjorth.

Dagen arrangeres i et samarbejde mellem Musikforeningen Tråd, øvelokalet rugekassen og skaterklubben. Desuden bakkes arrangementet op af Djurslands Bank, Kulturpuljen i Norddjurs Kommune og Norddjurs Kulturskole.

Tjek Facebook siden NMA Norddjurs Music Award og læs mere.  
Siden er sidst opdateret:24. April 2020

Besøg