Søg
auningSport
auningBy Museum
auningBy

Cardio Kickboxing er også for ”tøser” – men ikke for tøsedrenge

Skrevet af: Tommy Hjorth

Kigger man indenfor i multisalen i Auning Idræts & Kulturcenter en ganske almindelig mandag aften, bliver man overrasket. Forventer man familiefest eller måske det ugentlige bankospil må man siges, at være gået forkert. I stedet for kvarte grise og gamle Ole, finder man en flok unge mennesker, piger og drenge, i gang med opvarmning til aftenens Kickboxing træning. Rundt om på gulvet er 8 knaldrøde boksesække placeret, og heldigvis for dem, ved de ikke hvad der venter.

De unge mennesker får en grundig opvarmning af den engagerede instruktør, som dirigerer de unge mennesker rundt i salen. Ledsaget af musik skal de igennem masser af øvelser, så kroppen er klar til det hårde program aftenen byder på. Efter endt opvarmning trækkes der i handskerne og de røde sække er klar til kampen med de knyttede næver, som dog er godt pakket ind i den specielle handske der benyttes til kickboxing.

Der sparkes og hamres på de røde sække, og efter kort tid pibler sveden frem på panden af både piger og drenge. Aftenens træning er for alvor gået i gang. Bokserne er fordelt ved de 8 puder, og gerne med små og store mellem hinanden. En del af træningen er også det sociale aspekt, og her er det børn og unge mellem 12 og 17 år som hygger sig i hinandens selskab. Guider og motiverer hinanden til at yde sit bedste hver gang.
Cardio Kickboxing er opfundet i USA i starten af 1990`erne for at udvikle almindelig kickboxing til at kunne bruges indenfor fitnessverdenen. Træningsformen giver følelsen af en total kropstræning, men uden fysisk kontakt deltagerne imellem. Der forbrændes, på en normal træningsaften ca. 350 kalorier. Joan Poulsen, som ”tegner” afdelingen, var på et tidspunkt bosat i USA og tog Cardio Kickboxing med til Danmark, hvor den så nu er havnet i Auning Idræts & Kulturcenter.
Tilbage til multisalen. Her er aftenens træning ved at være slut, og kigger man på de unge efterfølgende, er der ingen tvivl om de er blevet banket igennem, og at det er en sport som kræver sin mand – og kvinde. Efter en gang udluftning står en ny træner klar og så er det seniorafdelingen som rykker ind i salen, velvidende de om en times tid er drivende af sved, og totalt mørbankede, efter Joan, på bedste BS maner, har banket flokken igennem blod, sved og tårer. Kickboxing sparker r..!!!!
Der trænes hver mandag aften i Multisalen i Auning Idræts & Kulturcenter.
”Slå et slag forbi”!

Siden er sidst opdateret:24. April 2020

Besøg