Søg
auningSport
auningBy Museum
auningBy

Debat om by-udviklingen

Skrevet af: Tommy Hjorth

Kommentar til Kasper Allermann og Torben Ibsens indlæg i Folkebladet Djursland vedr. lukningen af Stark Byggemarked i Auning.

Det er med en smule forundring jeg læser de to herrers indlæg i Folkebladet vedr. lukning af Stark. Kasper Allermann advarer ligefrem mod tanken om et muligt butikscenter på grunden, da hans Grenå erfaringer siger, en spredning af butikkerne over et stort område vil koste handelsbyen Auning dyrt.

Min første tanke er, om det overhovedet er undersøgt, om der skulle være andre byggemarkedskæder, som kunne være interesseret i beliggenheden? At Stark lukker, betyder ikke nødvendigvis der ikke er behov, eller grundlag for en sådan butik i Auning. Konkurrencen er stor fra både Randers og Ryomgaard, men med det rette koncept, og et samarbejde med Auning`s andre butikker, kunne det måske være en mulighed, enten for et byggemarked, et plantecenter, eller  begge dele?

Det kan også undre, at man med butikker på grunden kalder det at sprede sig over et stort område, når man i samme artikel udtaler grunden er tæt på skole og idrætsfaciliteter?

Spredning over et stort område skriver Kasper Allermann? Når nu Sønderhald Kommune i sin tid valgte at etablere butikscenter hvor de gjorde, velvidende det kunne blive for småt, er Stark grunden vel egentlig et godt bud på flere butikker? Grunden er kæmpe stor, og foruden en stor facade mod Vestergade, er der masser af plads til flere butikker, og endda med udkørsel mod Klibovej, hvis denne da er godkendt fra kommunens side? Herfra er der ikke langt til midtbyens center med de mange butikker. Med kommunens nuværende økonomi er tanken om opkøb og nedbrydning af midtbyens ældre huse vist udelukket.

Stark`s lokaler er vel allerede klar til indretning af en eller flere større butikker, og med masser af mulighed for parkering og udkørsel. Desuden plads til flere bygninger, hvad enten det er butikker eller boliger.

Èn ting er hvad Auning Handelsstandsforening mener om sagen, hvis Allermann og Ibsen da repræsenterer denne via deres udtalelser. En anden ting er hvad kunderne mener. Jeg er overbevist om handelsbyens kunder, endda meget gerne ser flere butikker i Auning, også selv om de placeres på Stark grunden. Man må også formode Auning Handelsudvalg, og de butikker der ikke er medlem af denne, gerne ser endnu flere butikker i byen.

Det største problem for den enkelte er vel, at skulle der komme nye butikker til byen er det godt, bare de ikke lige har samme varesortiment som èn selv. Hvis byen vil noget, og udvikle sig som ønsket, er det en del af gamet. Brugsen er vel et lysende eksempel på det er godt med konkurrence, også når det gælder nærmeste nabo.

Da brugsens bestyrelse og Ole Laursen i sin tid valgte at sælge nabogrunden til Netto, var der vist mange som rystede på hovedet. Det eneste der ryster i dag er mønter og sedler pengekassen hos de to virksomheder, som for alt i verden, og med garanti, ikke vil undvære hinanden.

Byd nu op til dans kære Handelsudvalg, vis I tør og lad os få endnu flere butikker til byen. Vi ved jo godt de ikke kan placeres ved siden af de bestående, men så lad os da få dem så tæt på som muligt. Her er Stark grunden en god mulighed.

Tommy Hjorth

Siden er sidst opdateret:24. April 2020

Besøg