Søg
auningSport
auningBy Museum
auningBy

Q8 i Auning bliver til F24 i august

Skrevet af: Henning Millard

Den 6. august startede konverteringen af servicestationen på Vestergade 43 i Auning, der om ca. tre uger genopstår som et F24 automatanlæg. Butikken vil dog fortsætte som hidtil, og der vil kunne tankes brændstof og vaskes i hele perioden.

Hvad, der er sparet, er tjent - danske bilister vil have lavpris. Derfor foretages 66,4 % af alle tankninger i Danmark nu på et automatanlæg. Tendensen er klar - siden 1997 er antallet af bemandede stationer faldet drastisk, og i dag er godt halvdelen af det samlede antal stationer i Danmark ubemandede.

Q8 bekræfter denne udviklingen og åbner snart et F24-anlæg i Auning, hvor man dog fortsat vil kunne møde de medarbejdere man er vant til, da butikken fortsætter som hidtil. Al betaling af brændstof foregår fremover ved standerne.

"Vores erfaringer er, at kunderne hurtigt vænner sig til at handle hos F24. Stationen ligger jo samme sted som den hidtidige Q8, og hos F24 er der tilmed penge at spare", siger distriktschef for F24 Lars Bækkelund. "En F24 station er typisk lidt billigere, så der er penge at spare på både brændstof og vask. Og man kan stadig betale med både Q8 kort og F24 kort, samt alle gængse kreditkort."

Satser på to ben
"Automat-brandet kommer til at fylde mere og mere i vores virksomhed og blandt vores aktiviteter", fortæller kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff. "Vi har valgt at satse på både Q8 og F24. Der er stadig en stor målgruppe, der efterspørger convenience og gerne vil tanke på et anlæg med en stor, lækker butik. Men danskerne søger også mod lavpris, og 66,4 % af alle tankninger foretages nu på et automatanlæg. Vi er i gang med at opgradere alle vores stationer og vurderer i hvert enkelt tilfælde, om en station har det fornødne kundegrundlag til at bære en bemandet Qvik To Go butik, eller om det er en bedre løsning at konvertere den til F24 lavpris - hvilket altså er tilfældet i Auning."

Pris og tid er afgørende
En undersøgelse, foretaget af et analysebureau, peger på tre afgørende faktorer, der spiller ind på bilisternes valg af ubemandede anlæg, når de skal tanke brændstof. "For det første foretrækker størstedelen af bilisterne et ubemandet anlæg, fordi de som regel kan tanke billigere brændstof. For det andet går det hurtigere med at tanke, og for det tredje føler bilisterne ikke, at de bliver fristet til at købe andet end, hvad de er kommet for. Så krise eller ej, danske bilister er meget prisbevidste", slutter Jytte Wolff-Sneedorff.



Engang var der 10 tankanlæg i Auning

Læs om servicestationernes udvikling i Auning her

Siden er sidst opdateret:24. April 2020

Besøg