Søg
auningSport
auningBy Museum
auningBy

17 nye løbere startede på løbeskolen

Skrevet af: Tommy Hjorth

Tirsdag d. 3. april startede Auning Motions Klub denne sæsons løbeskole op, med sit fjerde hold i klubbens historie. Det var spændte instruktører som stod klar ved Auning Idræts og Kulturcenter og ventede utålmodigt på evt. nye løbere.

Allerede et kvarter før annonceret starttidspunkt stod de første 10 løbere klar, og snart dukkede 7 mere op. Løberne blev budt velkommen af Margrethe Damgaard fra AMK som snart gav ordet til Ivan Ditlevsen, som er løbeskolens omdrejningspunkt, med skiftende instruktører omkring sig, fra aften til aften.

Ivan kunne fortælle løbeskolen kører over 12 uger. I opstarten vil man kun løbe få minutter, mens man så til gengæld går en del. Efterhånden optrappes løbeintervallerne, hvor man så til gengæld går i kortere og kortere tid. Med andre ord, pauserne bliver færre og kortere.

Den første aften løber man kun 3 gange a` 1 minut, så alle kommer godt fra start. Har man en smule kondi kan man måske føle det er for lidt, men Ivan pointerer det er bedre at have overskud i starten, frem for at løbe længere end kroppen måske vil. Ivan pointerede også over de nye løbere, at Klubben forventer de møder op, og at de bakker hinanden op på holdet. 

Er man forhindret en enkelt aften er man nød til at selvtræne, da det ønskede mål ellers vil være svært at nå. Efter 12 uger vil man, hvis man ellers har fulgt klubbens instrukser, kunne løbe 30 minutter, uden pause. På Løbeskolen tales der aldrig om kilometer, da disse kan virke uoverskuelige for mange nye løbere. I stedet snakker men kun om den tid der løbes. Løbeskolen er for alle, og skulle man have været forhindret den første aften er det muligt at springe på næste gang.
Klubben har lige nu gang i mange løbehold. Som noget nyt tilbydes genoptræningshold for løbere, som måske har holdt en pause fra løberiet, eller for de som måske har haft en mindre skade. Klubben tilbyder også et halvmarathonhold for de mere hardcore løbere. Udover disse tilbud har klubben sine faste hold med 5 og 7 km. fordelt på forskellige ruter og med forskellig hastighed. Der er altid instruktører med på de respektive hold.
Klubben har pt. 14 instruktører, men udover disse, også løbere som agerer ”stifindere”. Folk som måske ikke ønsker at være instruktører, men gerne vil bidrage til arbejdet. Det er som regel personer som er ”oplært” i klubben og kender de fastlagte ruter, til gavn for deres ”medløbere” i Amk.

Uanset om du lige er startet, eller du er marathonløber er der plads til dig i AMK. Der løbes tirsdag og torsdag kl. 19.00 og altid med afgang fra Auning Idræts og Kulturcenter, og igen søndag kl. 10.00 samme sted. Ruterne varierer, alt efter årstiderne. Om sommeren løbes i Løvenholm skovene, mens der i vinterhalvåret løbes i og omkring Auning by.

Se Auning Motions Klub hjemmeside HER

 

Siden er sidst opdateret:24. April 2020

Besøg