Glimt fra landevejenes historie

Randers-Grenå landevejen er et markant spor i landskabet og fejrede i 2014 sit 150 års jubilæum. På den baggrund er det interessant at sætte fokus på landevejenes historie.

Af Henning Millard, Auning Bymuseum

Et af de tydeligste og vigtigste spor i landskabet er vores veje. Ingen vej, ingen udvikling og intet samfund.

Kun ganske få samfund, som f.eks. Grønland klarer sig uden veje mellem byerne. I Grønland sejler eller flyver man mellem byerne, hvis man ikke lige tager flere dagsrejser med hundeslæde eller snescooter.

Ordet vej betyder at rejse eller at flytte sig. Oldtidens veje var stier trampet til af mennesker og dyr. Stierne førte til bopladser og vandingssteder. Oldtiden dækker over den periode af historien, hvorfra der ikke findes skriftlige kilder, som fortæller om, hvordan man har levet. Så vi ved ikke meget om de første veje.

Man gik, red eller kørte, hvor det var mest bekvemt på den aktuelle årstid. Der hvor trafikken gennem en længere periode fulgte samme forløb opstod alfarvejene.

Alfarveje, hærveje og kongeveje
En alfarvej var en offentlig vej som alle måtte bruge, i modsætning til hærveje eller kongeveje, som kun kongen og hans mænd måtte bruge.

Med fremkomsten af hjulkøretøjer udviklede de mere befærdede ruter sig til vejkorridorer mellem landsbyer og vigtige knudepunkter som udskibnings- steder eller overfartssteder. 

I 500 år var det bønderne, som boede langs vejen, der skulle holde vejen vedlige, men det var et arbejde, som bønderne prioriterede særdeles lavt.

Egentlig vejbyggeri blev i middelalderen kun foretaget, hvor terræn- forholdene gjorde det absolut nødvendigt. Som regel nøjedes man med den vej, som vognhjulene sled i jorden. 

Kørslen på de ujævne og hullede veje var ikke alene besværlig, men også farlig. Det var klogt, inden man gav sig på rejse, at ofre lidt til St. Gertrud, som var de vejfarendes skytshelgen.

Der har været landevej mellem Randers og Grenå i over 500 år. Bl.a. fordi Grenå har en havn, som stort set aldrig fryser til, i modsætning til havnen i Randers, som hurtig lukker på grund af is i fjorden.

Ved Gl. Estrup Mølle har der været vadested og overfartssted i generationer. Det var her man skulle over Alling Å for at komme videre til Randers eller Grenå.

Jernebanen stoppede 100 års landevejsbyggeri
Anlæggelse af landets første egentlige hovedlandeveje er historien om Danmarks største planlagte og anlagte vejnet. Det var en gigantisk landsdækkende opgave, som tog over 100 år at udføre fra 1761 til 1864.

Startskuddet var en kongelig befaling i 1761. En af de sidste hoved- landeveje, der stod færdig i 1864, var landevejen mellem Randers og Grenå.

Formålet var at skabe et vejnet, der kunne sikre bedre samfærdsel, lette handelen og skaffe de rejsende bedre vilkår. Regeringen ønskede at benytte de allernyeste europæiske vejbygningsteknikker og indkaldte derfor vejingeniører fra Frankrig, hvor tidens bedste veje, chausséerne, blev anlagt.

Vejene blev anlagt som lige linjer gennem landskabet uden nævneværdige hensyn til terrænets naturlige kurver. Ønsket var at skabe veje med kortest mulig afstand mellem rejsemålene. 

Byggeriet af hovedlandevejene stoppede i 1864 bl.a. fordi jernbane- byggeriet tog til og i et vist omfang overflødiggjorde landeveje. Fokus blev i stedet flyttet over på indfaldsveje til købstæderne samt disses infrastruktur – til og fra jernbanestationen.

Først i 1913 kommer der med automobil-loven (ca. 50 år efter lande- vejsbyggeriets afslutning) gang i overvejelserne om nye veje burde anlægges.